Rislende vand i haven er hyggeligt, og det behøver ikke være svært! Her er 5 idéer til hvordan du kan bygge eller købe dig til flotte og fantasifulde vandspil.
Der er mange muligheder og sværhedsgrader når det kommer til at udforme flotte vandspil til haven, og alt afhængig af dine ambitioner og gør-det-selv-evner, kan alle, eller nogle af, nedenstående idéer være lige det der passer for dig. Lad os starte med de letteste idéer, som kræver mindst arbejde og materialer, og så arbejde os op derfra...
1. Køb dig til en let, samlet pakke
Hvis du ikke har det helt store gør-det-selv-gen, eller bare ikke har tid, kan du heldigvis købe dig til et væld af forskellige muligheder som det kun tager få minutter at sætte op.
Slut den medfølgende pumpe til slangen bag i modellen, fyld vand i fontænen, og så er du klar. Man kan både vælge at lade fontænen drives af solceller eller direkte fra stikkontakten. Herunder ses et par muligheder.
Inden vi går til nummer to, hvor hænderne skal op af lommen, ville det måske være en god idé kort at gennemgå den grundlæggende opbygning af en fontæne, samt hvad man basalt set skal bruge.
Til alle disse idéer skal man bruge en beholder til at opsamle vandet, og denne beholder skal være i bunden af hele opstillingen. Dernæst skal man bruge en pumpe, samt en slange der er lang nok til at nå fra beholderen (hvor pumpen er placeret) til toppe af opstillingen, hvorfra vandet vil flyde. Derudover skal pumpen have en strømkilde - dette kan være fra et solcellepanel eller stikkontakten. Man skal også huske at sikre sig at pumpen er kraftig nok til at trykke vandet op i den højde man havde forestillet sig opstillingen skulle have.
Resten er en spørgsmål om smag, opfindsomhed og plads. Beholderen, og hvad end vandet flyder ned over, kan se ud på uendeligt mange måder, men det grundlæggende princip er det samme. Lad os se på næste eksempel.
2. Vinflaske og glas
Dette vandspil kræver et minimum af færdigheder - du skal dog kunne bore et hul i bunde af en vinflaske.
I dette tilfælde er beholderen altså en simpel træspand, hvori pumpen er placeret. Man kan ane den gennemsigtige slange som løber fra spanden, og snoer sig op langs bladene, og ind igennem bunden af vinflasken. Vandet flyder herfra ud af flasken, men i stedet for at flyde direkte ned i beholderen, rammer det først et vinglas, placeret blandt blomster - en enkel måde at få så simpel en opstilling til at se ud af meget mere.
Selvom konceptet er simpelt, er det kun fantasien der sætter grænserne for hvordan det kan se ud. Her er et andet eksempel:
Noget af det der gør det nemt, er at vinflasken peger nedad, hvilket betyder at vandet automatisk flyder fra slangen i bunden af flasken, og ud gennem flaskehalsen.
Man kan også lave en opstilling som den nedenfor, men det er en anelse mere komplekst, idet flaskehalsen her er højere placeret end det punkt hvor vandet kommer ind i flasken. Det betyder at det skal slutte tæt der hvor slangen kommer ind i flasken - ellers flyder vandet blot ud af bunden. Dertil er der 3 flasker, hvilket betyder at man skal have slangen til at dele sig i 3, eller man skal bruge 3 pumper.
3. Urtepotte fontæne
Man kan benytte præcis samme princip som før, men skifte flasker og træspand ud med urtepotteskjulere og underpotter, som her:
Her skal man blot være opmærksom på at det store fad er dybt nok til at dække pumpen med vand. Pumpen er placeret under den største af urtepotteskjulerne, hvori der er boret et hul i bunden. Slangen løber fra pumpen og op gennem bunden af potteskjuleren, og videre gennem bunden af den øverste underpotte.
Slangens undgang er skjult af en mindre underpotte, hvorpå der står en plante. Her skal blot bores nogle huller, samt files nogle uddybninger i siderne. Du kan se en video af hvordan denne opstilling af lavet, samt hvad du skal bruge, her.
4. En lille bunke af sten
Man behøver ikke meget i materialer for at lave en vandspil, og selve 'kroppen' af opstillingen kan såmænd være helt gratis. Du kan nemlig bruge sten - det er dog nemmest hvis du kan finde nogle relativt flade sten. Du kommer nemlig til - som du nok har gættet - at bore huller i dem.
Man kan naturligvis bruge sten i alle farver og faconer, men her er et eksempel på en enkel opstilling:
Som du kan se, er der brugt flade sten. Det gør det nemmere at bore hullerne, og man kan lave et mere komplekst vandspil med flere sten uden at det bliver for højt.
Man kan med fordel starte med at prøve at stable stenene så de står stabilt, og opstillingen ser ud som man gerne vil have. Man skal huske at der skal kunne trækkes en lige linje hele vejen ned igennem centeret - der hvor slangen skal løbe.
Herefter tager man én sten af, og markerer hvor hullet skal være. Når alle huller er markeret, skal de bores ud. Det er naturligvis vigtigt at opstillingen kommer til at være stabil, hvilket kræver at der er noget der holder stenene sammen. Hvis ikke opstillingen er alt for høj og tung, kan en simpel måde være at bore hullerne store nok til at der kan løbe et metalrør hele vejen ned gennem centeret. Dette vil holde på stenene, og slange kan så løbe igennem røret.
Der skal som altid bruges en beholder til at samle vandet. I dette tilfælde skal beholdere blot graves ned i jorden. Her bliver stenene nødt til at stå direkte oven på beholderen for at vandet af sig selv løber tilbage i bassinet til genbrug. Dette kan kun lade sig gøre hvis man placerer nogle tværbjælker over beholderen, som det også er gjort på billedet. Dertil bør der placeres en relativt finmasket riste over beholderen så vandet ikke bliver for beskidt, og dermed øger risikoen for at pumpen skal renses.
Opstillingen på billedet er ikke helt færdig. For at give et mere fuldført look, kan man dække risten og tværbjælkerne med nøddesten, strandsten eller singels - alt afhængig af hvilken størrelse med foretrækker. Dette tillader nemlig stadig at vandet løber ned i risten.
5. En væg af vand
Har du tilfældigvis et gammelt glasbord eller lignende liggende omkring? I så fald kan du - men en del snilde - lave et opsigtsvækkende stykke vandkunst med præcis samme principper som i de andre idéer. Det kommer dog også til at kræve lidt mere i materialer. Her er et eksempel på hvordan det kan se ud:
Det runde glasbord er stillet på højkant oven på en riste som dækker beholderen. Slangen er i dette tilfælde et bøjet kobberrør som løber hele vejen rundt om bordkanten. Der er huller i røret hvorfra vandet løber ned over glaspladen, og skaber illusionen af en vandvæg.
Mellemstore sten er placeret over risten så kun vandvæggen kan ses. Der går relativt meget arbejde og materialer, samt en del instruktioner til at lave denne flotte opstilling. Du kan dog læse en detaljeret beskrivelse af hvordan den bygges hos Central Texas Gardeners her.
Nu har vi været igennem alt fra gør-det-ej-selv til det helt store haveprojekt. Forhåbentligt har du også fundet noget inspiration til dit eget vand-show :-)