Udendørsbelysning gør det nemmere at finde sikkert rundt omkring huset i de mørke tider, og kan også være med til at give en følelse af øget sikkerhed, idet man kan se hvad der foregår udenfor vinduerne, men udendørsbelysningen er også husets visitkort, og udgør derfor et vigtigt element i forhold til hjemmets førstehåndsindtryk.
Når man står og skal vælge udendørsbelysning, er der rigtig mange muligheder, og derfor også nogle ting man med fordel kan overveje inden man vælger. I denne guide får du et godt overblik over mulighederne, samt tips til hvad du skal huske at kigge efter.
Indhold
(Klik på et emne for at komme direkte ned til det)
Herunder: Solcelledrevet udendørsbelysning og Elektrisk udendørsbelysning
Herunder: IP klassificering, Watt, Lumen, Lux, Kelvin
Herunder: Funktionel belysning: Sensorlamper, Floodlights, Spotlights, Væglamper, Stolpelamper, Spyd, Deck lights
og
Atmosfærisk udendørsbelysning: Lanterner, Bordlamper, Lyskæder, Figurer, Fakler
Valg af strømkilde
Der er grundlæggende set to muligheder for hvordan du kan forsyne din udendørsbelysning: elektrisk eller ved solceller. Her gennemgår vi hvad man bør tage i betragtning når man skal vælge strømkilde.
Solcelledrevet udendørsbelysning
Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved solceller, og hvor vidt valget går den ene eller anden vej, afhænger meget af den enkelte situation. De vigtigste fordele er:
- Ledninger. Solcellebelysning er super nem at sætte op, uanset hvor. Det gælder både med en række lamper i indkørslen og med et floodlight i skuret 50 meter væk fra huset.
- Prisen. Dette punkt hænger selvfølgelig tæt sammen med det første - idet der ikke skal trækkes ledninger, skal der ikke graves, og der skal ikke betales for at en elektriker eventuelt hjælper med at sætte det op. Prisen bliver derfor ofte kun en brøkdel af hvad det ville have kostet med konventionelle lamper. Hertil kommer at man med solcellerne helt undgår en ekstra strømregning.
- Tid. At sætte en solcellelampe op er noget der kan gøres på få minutter.
- Mobilitet. Solcellelampen kan meget nemt flyttes, idet dens position er totalt uafhængig af alt andet, med undtagelse af konstant skygge.
- Grøn energi. Hvis du godt kan lide at vide at alt det lys du kigger ud på kommer direkte fra solen, og ikke fra et miljøbelastende kraftværk, så er der her endnu et plus.
De vigtigste ulemper ved solcelledrevet udendørsbelysning er:
- Kræver lys. Hvis du bor sådan at du gerne vil have en solcellelampe på din nordvendt væg, står du nok til at blive skuffet. På sigt vil dette kunne lade sig gøre, men for nu er teknologien stadigvæk på et stadie hvor solcellerne kræver direkte sollys for at kunne præstere tilfredsstillende. Ligeledes lader det sig sjældent gøre at få et godt resultat med solcellelamper i en skov eller bag vindueglas.
- Lysstyrke. Idet solcellelamper drives af en begrænset strømkilde, giver det god mening også at begrænse deres lysintensitet. Heldigvis er moderne LED pærer så effektive at man alligevel kan nå en god lysintensitet, men på mange - især billigere - solcellelamper er intensiteten ikke lige så høj som på de konventionelle lamper. Der er dog masser af undtagelser, hvilket vi kommer nærmere ind på lige herunder, samt under gennemgangen af de enkelte typer lamper længere nede på siden.
Tips:
Det man skal se efter her er især størrelsen på lampernes solcellepanel, da det jo er det der afgør hvor meget strøm de får. Dette er den allervigtigste faktor, og mange solcellelamper har meget små paneler, hvilket betyder at de kun præstere tilfredsstillende om sommeren.
Alle solcellelamper kommer med LED pærer, for ellers ville konceptet slet ikke hænge sammen, og af samme årsag er det ikke særlig meget strøm der skal til at drive dem. De har derfor næsten altid også tilstrækkeligt store batterier til at lyse i mindst 8 timer (hvis de altså bliver ladet fuld op, vel at mærke). Derfor er det som regel ikke så afgørende at kigge efter disse to ting.
Elektrisk udendørsbelysning
Afhængig af situationen, kan det være mere passende at benytte klassisk, elektrisk belysning. Nogle af fordelene ved denne løsning kan være:
- Hvis du har en række lamper som skal lyse konstant (altså ikke censorlamper) og pålideligt hele natten igennem, og med et kraftigt lys, vil det mest sikre være at gå efter belysning med ledninger - der er ikke nogen umiddelbare begrænsninger for hvor meget lys man kan sende ud i løbet af en nat med denne løsning.
- Selvom udvalget blandt solcellelamper er stort, og stadigt voksende, er udvalget stadigvæk større blandt elektrisk udendørsbelysning.
- Kan stå i total skygge eller mørke hele dagen
Når det kommer til ulemperne ved lamper drevet fra stikkontakten, er det faktisk præcis de samme punkter som man finder under fordelene ved solcellelamper lige herover - ingen grund til at nævne dem to gange.
Et kig på specifikationer
Der er en del udtryk at forholde sig til når det kommer til belysning. Lad os se lidt nærmere på nogle af de mest relevante...
IP klassificering
IP står for "Ingress Protection" rating, eller, oversat til dansk: beskyttelse mod indtrængen. Bogstaverne IP følges af to tal - f.eks. IP46. Det er de to tal der er af betydning. Det første tal har med beskyttelse mod indtrængen af faste partikler at gøre, og det andet tal har med beskyttelse mod indtrængen af væsker at gøre.
I tabellen herunder kan du se præcis hvad de forskellige tal betyder.
Første ciffer: |
Andet ciffer: |
|
0 |
Ingen beskyttelse |
Ingen beskyttelse |
1 |
Beskyttet mod faste objekter over 50 mm – f.eks. hænder og større redskaber. |
Beskyttet imod vertikalt faldende dråber af vand eller kondensering. |
2 |
Beskyttet mod faste objekter over 12,5 mm – f.eks. hænder og større redskaber. |
Beskyttet imod faldende dråber af vand selvom objektet er tiltet op til 15 grader. |
3 |
Beskyttet mod faste objekter over 2,5 mm – f.eks. kabler og mindre redskaber. |
Beskyttet imod faldende sprøjt af vand selvom objektet er tiltet op til 60 grader. |
4 |
Beskyttet mod faste objekter over 1 mm – f.eks. kabler. |
Beskyttet imod plask af vand fra alle retninger. |
5 |
Begrænset beskyttelse mod indtrængen af støv (ingen skadelige ophobninger). |
Beskyttet imod vandstråler genereret med lavt tryk fra alle retninger. |
6 |
Totalt beskyttet mod indtrængen af støv. |
Beskyttet imod vandstråler genereret med højt tryk fra alle retninger. |
7 |
N/A |
Beskyttet imod nedsænkning i vand i kortere perioder. |
8 |
N/A |
Beskyttet imod nedsænkning i vand i lange perioder. |
9 |
N/A |
Beskyttet imod højtryksspuling på kort afstand med høje temeraturer. |
Watt
Watt er et udtryk for energi per tid, og har enheden Joule per sekund (J/s). Med mindre man ønsker at blive teknisk omkring det, kan man blot huske på at jo flere Watt der står angivet på din pære, desto mere strøm bruger den. Omvendt, jo flere Watt der står angivet på din solcelleoplader, desto kraftigere er panelet, og desto mere strøm kan det generere.
Lumen
Lumen (symbol lm) er en SI-enhed for den totale mængde lys en lyskilde udsender. Det kan f.eks. være en lommelygte (som lyser i én generel retning) eller en pære (som lyser i alle retninger). Groft sagt, jo flere lumens, jo mere lys. F.eks. udsender et stearinlys 12,57 lumen ud i dets omgivelser.
Man plejede at regne i Watt når man tænkte på hvor kraftig en pære lyste, men det er to meget forskellige ting, hvilket fint illustreres af nyere teknologi. Vi kan nu opnå flere lumen (kraftigere lys) med færre Watt. Årsagen er blandt andet at f.eks. LED-pærer ikke spilder så meget af deres energi på at lave varme, men i stedet bruger det på at lave lys.
Men hvad skal man så bruge? Hvis du har være vant til at købe glødepærer, og kender deres omtrentlige lysafgivelse, kan du i tabellen herunder se hvor mange lumen det svarer til, og hvilken type LED-, CFL- eller halogen-pærer der afgiver samme mængde lys. Som du kan se, bruger disse tre typer væsentligt færre Watt på at producere samme mænge lys (lumen) end en glødepære gør.
Hvor mange lumens skal du bruge? Flere lumens = mere Lys |
||||
Hvis du plejede at købe disse glødepærer... |
...så se efter så meget lys, i lumen |
LED |
CFL |
Halogen |
(mest effektive) |
(mere effektive) |
(mere effektive) |
||
100 W |
1600 |
op til 22 W |
op til 26 W |
op til 72 W |
75 W |
1100 |
op til 20 W |
op til 23 W |
op til 53 W |
60 W |
800 |
op til 12 W |
op til 15 W |
op til 43 W |
40 W |
450 |
op til 9 W |
op til 11 W |
op til 29 W |
Lumens vs Watts: Output og watt baseret på de mest almindelige produkter |
Lux
Lux er et standardiseret mål for lys intensitet. Enheden bruges til at angive hvor meget lys der falder på et areal. Flere lux = kraftigere lys. Men hvor meget er én lux så?
"1 lux svarer til den mængde lys der falder på en flade på 1 kvadratmeter som er 1 meter væk fra et enkelt stearinlys."
Billeder herunder kan måske hjælpe med at visualisere hvad er menes.
1 lux er et mål for den lysdensitet der svare til 1 lumen per kvadratmeter (lm / m^2).
For at sætte det ind i en lidt mere forståelig kontekst, gives her en række eksempler på den store spændevidde af lux man finder i forskellige omgivelser:
Naturlige lysforhold | Omtrentlig lux |
---|---|
Direkte sollys | 32.000 til 100.000 |
Omgivende dagslys | 10.000 til 25.000 |
Overskyet dagslys | 1.000 |
Solopgang og solnedgang | 400 |
Månelys (fuldmåne) | 1 |
Nat (ingen måne) | < 0,01 |
Sollys giver alt fra mange tusinde til bare få hundrede lux, afhængig af vejrforholdene og tidspunktet på dagen. Lux for kunstig indendørsbelysning er på den anden side typisk under 1.000 lux, som ses i tabellen herunder:
Omgivelser | Omtrentlig lux |
---|---|
Operationsstue | 1.000 |
Supermarked, sportshal | 750 |
Fabrik | 750 |
Kontor, laboratorium, køkken | 500 |
Lagerbelastningsrum | 300 til 400 |
Klasseværelse | 250 |
Offentlige korridorer og trappeopgange | 200 |
Varehus gange | 100 til 200 |
Hjem, biografer | 150 |
Dagligstuer | 50 |
I særlige tilfælde, som f.eks. professionel indendørs sport eller detaljeret tegne- og mekanisk arbejde, kan der være behov for belysningsniveauer fra 1.500 og helt op til 20.000 lux i ekstreme situationer.
Lys-intensiteten for pærer er typisk angivet i lumen, og ikke i lux. Lysets intensitet på en overflade er både afhængig af intensiteten af lyskilden (altså lumen) samt karakteren af den overflade der ønskes oplyst.
Sammenhængen mellem lumen og lux
Okay, så 1.000 lumens koncentreret på et areal på 1 kvadratmeter, oplyser altså denne kvadratmeter med en intensitet af 1.000 lux. De samme 1.000 lumen fordelt ud over 10 kvadratmeter giver altså kun intensitet på 100 lux.
Jo større arealer der skal oplyses til et givent niveau (lux), desto flere lumen skal der til. Dette kan både opnås ved at benytte kraftigere lamper og ved at bruge flere lamper.
Kelvin
Når der tales om Kelvin, tales der oftest om én af to ting.
For det første er Kelvin navnet for SI-enheden for temperatur - det er den mulighed der som regel ikke bruges i forbindelse med belysning. I dette tilfælde er symbolet for Kelvin K, og temperaturskalaen starter ved det absolutte nulpunkt hvor al molekylær bevægelse er ophørt. En temperatur kan derfor ikke være lavere end 0 Kelvin. Dette nulpunkt svarer omtrent til -273,15 grader Celsius.
Den anden mulighed - som er relevant ift. belysning - er den Kelvin skala der har med lysets farve at gøre. Nedenstående figur viser denne sammenhæng bedre end mine ord:
Typer af udendørsbelysning
Hvad har du af muligheder? Og hvornår giver det mening at benytte solceller i et belysningsprojekt? Det er noget at det vi ser nærmere på i dette afsnit. Man kan dele udendørsbelysning op i to grundlæggende kategorier: funktionel belysning og atmosfærisk belysning. Valget af strømkilde kan variere med kategorien og de ønsker man har til belysningen, og vi gennemgår hvad de enkelte typer af lamper egner sig til, samt hvilken strømkilde der er hensigtsmæssig.
Funktionel belysning
Med sensorlampe menes der lamper som har en indbygget sensor som gør at den kan registrere bevægelser. Dette giver rigtig fin mening de steder hvor man kun har brug for lys når man færdes i området. Da denne type af lampe ikke lyser konstant, bruger den væsentlig mindre strøm. Dette betyder at man selv ved brug af meget kraftige LED projektører sagtens kan bruge solceller som strømkilde, og samtidig regne med at lampen altid er i stand til at lyse når man går forbi, selv i de mørkeste og mest skyede perioder om vinteren - i hvert fald hvis man anskaffer sig en model i god kvalitet. Når det kommer til lamper med indbygget sensor, er der derfor ingen grund til ikke at vælge solceller, med mindre solcellepanelet kun kan side i skygge.
Tip: Når du skal vælge din sensorlampe, se da efter en model der har en lang ledning mellem solcellepanelet og selve lampen. Det tillader at du sætter lampen om på en nordvendt væg, og placerer solcellepanelet oppe på taget, eksempelvis.
Floodlights kommer altid som en form for sensorlampe. De fungerer nemlig ligesom en projektør, og har altså et meget kraftigt lys - for kraftigt til at man vil have det tændt hele tiden, men perfekt til at oplyse en sti i haven eller en indkørsel om natten. Her kan du som nævnt sagtens bruge solcellelamper. Et eksempel kan ses her:
Spotlights lyser fokuseret på et område, og de lyser konstant. Man kan lave nogle meget smukke opsætninger i haven ved f.eks. at lyse nedefra og op under et mindre træ. Hvis man har mulighed for at placere solcellepanelet i direkte sollys, og er tilfreds med 3-6 timers lysetid efter det bliver mørkt, kan man sagtens bruge solcellelamper. Som nævnt ovenfor kan det evt. være en god idé at vælge en model med en lang ledning mellem lampe og solcellepanel. Og husk, jo større solcellepanel, jo bedre. Hvis du ønsker noget der lyser hele natten, er det her en god idé at vælge normal elektrisk belysning. Da spotlight lyser kraftigt, bruger de også en del strøm, og det er derfor vanskeligt at opnår meget lange lysetider med solcellelamper.
Væglamper er naturligvis lamper der monteres på vægge, men hvor vidt det giver mening at bruge solcellelamper i denne forbindelse afhænger meget af hvilken vej væggen vender. Hvis vi udelukkende taler om lamper der lyser kontant (ikke sensorlamper), vil det give mening at bruge solceller så længe der ikke er tale om en nordvendt væg, og særligt hvis den er sydvendt. Ofte vil dog selv en sensorlampe have problemer med at yde optimalt på en nordvendt væg, og disse bør derfor generelt undgås med solcellelamper.
Stolpelamper kaldes på engelsk også post cap lights, og er designet til at stå på toppen af en stolpe, typisk i forbindelse med hegn. Hvis stolpen ikke står i skygge, kan du sagtens bruge solcellebelysning her.
Solcellelamper på SpydDe fleste forbinder den klassiske solcellelampe med et lille spyd man blot stikker i jorden i haven, og det er rigtig nok hvad der er tale om her. Det er helt oplagt at bruge solceller her - det bliver ikke nemmere, og med solceller kan lampen flyttes på få sekunder. Mange har i solcellelampens barndom desværre haft dårlige oplevelser med dette ellers smarte koncept, idet de har købt nogle meget små og billige spyd. Her er det vigtigt at huske at størrelsen af solcellepanelet er afgørende for hvor meget strøm lampen samler, og dermed også for hvor længe, og hvor kraftigt den kan lyse. Mange har desuden oplevet at lampen blot holdt op med at virke. Sørg her for at vælge en større lampe med et godt solcellepanel og med en angivet (og god) IP rating, dvs. som kan tåle regn. Se mere om IP rating længere nede på siden.
Deck lights er beregnet til at sætte i f.eks. et gulv på en terrasse eller lignende. Man kan også få modeller der er så robuste at man man lægge dem i sin indkørsel og køre over dem med bilen. Hvis man lægger dem på sin terrasse, er det her vigtigt at sørge for det er et sted der kommer meget sollys. Når lamperne er helt nede ved jorden, kan det være sværere at få nok lys, og der er ofte tag over terrasser, og det vil tage for meget af solen. I så fald må man bruge almindelige lamper uden solceller.
Atmosfærisk udendørsbelysning
Ikke al belysning behøver at have til formål at lyse stier og områder op. Der findes et hav af flotte, skøre og sjove design som kan gøre haven super hyggelig. Lad os se nærmere på nogle eksempler...
Lanterner er et oplagt valg af udendørsbelysning til at skabe en festlig atmosfære i haven. De fås i nærmest alle farver, samt forskellige størrelser, og er super nemme at hænge op. Dertil er de som oftest lavet i nylon så de kan tåle at hænge ude, og så kan de foldes sammen så de ikke fylder noget når man ikke skal bruge dem. Det kræver blot en enkelt LED pære at lyse en lanterne tilstrækkeligt op, og derfor kan de sagten drives af solceller. Solcellepanelet er indbygget i toppen af lanternen (hvor batterier også sidder), så det får mest muligt sollys. Denne type belysning er kun egnet til sommerbrug, hvor dagene er lange og mere solrige. Til det formål virker de til gengæld godt! De fås både som enkelt lanterner og som lanterne kæder - begge med solceller.
Bordlamper på solceller fungerer rigtig fint om sommeren. Der er lys nok til at de kan lade op, de fås i rigtig mange fine design, og så har de ingen ledninger. De fungerer lige så godt med et fyrfadslys.
Lyskæder på solceller har været et stort hit. I mange tilfælde vil man måske gerne hænge sine kæder i træer og buske i haven, og så er det rart ikke at skulle til at trække ledninger. Dertil er der noget at spare på strømregningen. Man skal dog se sig om en ekstra gang inden man køber en solcelle lyskæde til brug om vinteren. De fleste modeller er nemlig kun beregnet til sommerbrug, og fungerer simpelthen ikke optimalt om vinteren - det vil sige, de lyser måske en halv times tid. Vi kan jo godt se smarte i konceptet, og vi har derfor ledt markedet tyndt for at finde det bedste vi kunne - uden at lade nøjes. Lumify lyskæden lever fuldt op til forventningerne med et kraftigt lys, super god lysetid, indstillingsmuligheder og god holdbarhed.
Man kan lave de flotteste haveindgange, oplyste stier eller blot pynte terrassen lidt op med lysende figurer. Derfor findes de også i meget stort antal og variation som solcelleudgaver. Det lys de laver er nemlig ikke mere kraftigt end at et lille, indbygget solcellepanel kan levere strømmen. Så tænker du måske "Arrhh, men hvor er den her guide på vej hen?", og nej, jeg havde heller ikke planlagt at tage figurer med i en artikel om udendørsbelysning, men nu sidder jeg lige og bliver grundig! Så her er et par eksempler, uanset om du skal bruge dem eller ej.
Fakler er oplagt til havehygge. Indtil for ganske nyligt var denne kategori forbeholdt den klassiske olie-fakkel, men nu kan de også fås i solcelle-udgaven. Man tænker måske i første omgang at det må se rædsomt og billigt ud, men det er bestemt ikke tilfældet. Vi har introduceret Sunflame, og den har været super populær. Tag et kig på billedet herunder. Hvis du vil se videoen og læse mere om produktet, kan du gøre det lige her: solcelle-fakkel.
Det var alt vi havde at sige om udendørsbelysning for denne gang. Vi håber du har kunnet bruge denne lille artikel til noget. Hvis der er noget du forventede at finde her, men ikke fandt, er du meget velkommen til at komme med forslag til emner vi kan udbygge artiklen med :-)